| |
|
Ballerup Kommune har siden 1991, anvendt Grantoftegaard til at løse opgaver indenfor beskæftigelse, uddannelse og miljøvenlig naturpleje. Landbruget på Grantoftegaard er økologisk, og naturplejen foregår ved afgræsning med dyr (får og kvæg). Det storbynære landbrug er samtidig basis for besøgsvirksomhed med åbne stalde, tilgængelige folde, aktive rundvisninger og sæsonbetonede arrangementer. Ballerup kommune stiftede i 2001 ”Fonden Grantoftegaard”, som på almindelige markedsvilkår fortsætter udviklingen af moderne økologisk landbrugsproduktion. Fortsat skal landbruget både danne fundament og ramme om den sociale og uddannelsesmæssige virksomhed. Grantoftegaard ledes af en bestyrelse. Til daglig ledelse og administration er ansat en direktør, driftsleder, vejledere og forskellige faglige afdelings-ledere, herunder kontorleder.
Afdelingerne er: Landbrugsproduktion, herunder naturpleje, dyrehold, markdrift, gartneri. Salg og distribution af egne produkter, herunder gårdbutik, kantine og traktørsted. Besøgsvirksomhed, herunder hestevognskørsel og skoletjeneste. Social virksomhed, herunder aktivering, jobtræning og arbejdsprøvning . Uddannelse, herunder uddannelse af elever, specialpædagogiske forløb for folkeskoleelever, praktikpladser for erhervsskolelever.
Samarbejdsrelationerne med ”Fonden Grantoftegaard” er beskrevet i resultatkontrakter i forhold til Ballerup kommune. Overfor andre samarbejdspartnere, aftales ligeledes løbende kontrakter.
Områder med samarbejds- og resultatmæssige aftaler:
Skole- og socialforvaltningen i Ballerup har forlods årligt reserveret et antal uddannelses og aktiveringspladser på Grantoftegaard, andre køber sig ind på individuelle pladser efter behov. Grantoftegaard udbyder løbende arbejdspladser på skåne- og fleksjobvilkår, hvor der kan tages specielle hensyn til den ledige. Erhvervsskoler anvender Grantoftegaards arbejdspladser til praktik . Kulturforvaltningen i Ballerup Kommune køber til sine borgere ydelser i form af besøgsvirksomhed til det aktive økologiske landbrugsmiljø. Andre køber sig ind på særligt aftalte besøgsarrangementer. Teknisk forvaltning og Københavns Amt køber ydelser indenfor natur-pleje, på de rekreative friarealer. Private virksomheder lejer får og foldudstyr til afgræsning af deres fri-arealer omkring bygninger. Grantoftegaard forpagter landbrugsjord af Ballerup Kommune, nabo-kommuner og private.
|