Grantoftegaards hyrdehunde

   

Grantoftegaard har 2 hyrdehunde af racen Border Collie.

Buffo født 2002

Jet født 2004

Fårene flyttes og håndteres ofte, og til dette er hundene et uundværligt værktøj i det daglige arbejde. På Grantoftegaard har vi valgt racen Border Collie som hyrdehund, da deres temperament passer godt ind.

BORDER COLLIEN

Border Collien er en meget aktiv hund og kræver meget motion, men kræver også udfordringer. Hyrdeinstinktet er medfødt hos Border Collien. De kan så godt som hyrde på alt i bevægelse; gæs, ænder, køer og får m.m.
Dette jagtinstinkt går helt tilbage til ulven, som jager i flok.
De lavest rangerende driver byttet mod deres leder, som så slår byttet ihjel. 

Border Collien har det man kalder ”eye”, dvs. at de holder skarpt øje på flokken, specielt førerfåret, hvorved de ”trykker” fårene mod deres hyrde (”lederhunden”).

TRÆNING

Træning på får med hunde kan startes langsomt op allerede fra de er ca. 4 mdr. gamle, men alt med måde. Hunden skal være klar og ikke alle hunde er lige ”seje” eller har lige meget selvtillid. Nogle hunde skal støttes langt mere end andre.

Og selvom de har et medfødt instinkt, er det ligesom med mennesker, erfaring og succesoplevelser der tæller.

ARBEJDE

Hundene arbejder 37 timer ugentligt. Overarbejde og udrykningsvagt kan forekomme. Hundene udgør en meget stor del af arbejdet. En trænet hund kan ”læse” fårene langt før vi mennesker kan, og lægge et langt større tryk på en modvillig flok får. En enkel hund kan lave, hvad der svare til mange menneskers arbejde!

BOLIG

Hundene bor udendørs, indtil de når pensionsalderen, i hundegårde. Især om vinteren er det vigtigt, at de ikke ligger foran pejsen om natten og vi så kræver at de skal være på arbejde en hel dag ude i kulden. Temperatur-forskellen ville simpelthen være for stor.

Hent materiale om dyr, mark, økologi m.m. her