Grantoftegaards Får

   


Grantoftegaard har p.t. 400 Moderfår af blandet race, primært TEXEL krydsninger

Texel  har vi for kødet.


ÅRETS GANG

INDBINDING (Løbning starter i oktober)

Får er meget hårdføre og kan sagtens klare kolde vinterdage ude.
Vi tager ofte først dyrene på stald omkring jul, men det våde danske sene efterår besværliggør fodringen ude, og det kan være nødvendigt at indbinde i oktober - november måned, når vædderen bliver sat til.

Da flytning og stress de første par uger efter løbning kan medføre abortering/nedsat lammetal hos fårene. Løbning starter i november.

KLIPNING

Fårene klippes i januar. Det er en kold måned, men fårene kompenserer for varmetabet ved at spise mere; de udnytter derved fodret bedre/optager mere foder, hvilket gavner fostrene.

Desuden har det nyfødte lam fordel af klipningen, da især svage lam ofte kan have svært ved at finde patten, hvis den lange uld hænger ned over yveret.
Fårene er også glade for at komme af med ulden, så de kan få kløet sig på ryggen.

DRÆGTIGHED

Vædderen går hos fårene i 5-6 uger. En vædder kan klare ca.  40 får, så han har noget at se til!

Vædderen får påsat en sele med en farveklods på brystet, så vi kan følge løbnings procenten for den enkelte vædder. Efter et par uger skiftes farven, og det er nemt at se om der skulle være omløbere, som ikke er blevet drægtige ved første forsøg.

Fårene får i gennemsnit 1,7 lam hver, (de tungere racer mindre og de lettere racer mere). Får går drægtige 5 måneder.

FODRING

Når dyrene står på stald fodres de med ensilage. Ensilage er græs der er slået i sommeren, presset i baller og pakket med plastik. Disse vejer imellem 400-800 kg alt efter kvalitet og tørstofindhold. Når græsset pakkes helt lufttæt, starter en konserveringsproces, og fodret kan holde sig hele vinteren igennem.

På Grantoftegaard kan man i løbet af sommeren, se når ensilage kommer hjem til opbevaring. Ensilagen pakkes i grønt eller hvidt nedbrydeligt plastik, og stables i store bunker rundt omkring ved staldene og på markerne.

Der gives et tilskud af korn/kraftfoder (proteinfoder), når fårene er midt i drægtighedsperioden. Mængden øges langsomt i takt med at de kommer længere hen i drægtigheden, og i forhold til forventede antal lam.

SCANNING

2 måneder før læmning bliver fårene scannet (ligesom mennesker). Det er Carl Williams fra New Zealand, der står for scanningen af næsten alle får i Danmark. Han har en nøjagtighed på godt og vel 100% og kan til og med fortælle, hvor langt henne fåret er og om der evt. skulle være et dødt foster imellem.

Ved scanningen er det primære at finde ud af, om fåret er drægtigt og hvor mange lam hun skal have. Fårene markeres med farverne: blå 1 lam, ingen farve 2 lam, rød 3 eller 4 lam.

Derefter inddeles fårene efter antal lam, så de kan fodres mere korrekt.
Bliver et får med kun 1 lam fodret for kraftigt, kan lammet blive for stort, og det kan give problemer ved læmning. Omvendt hvis et får med 3 lam får for lidt foder, kan lammene være for svage ved læmning.

LÆMMESÆSON

Læmmesæsonen er den travleste tid på året. Vi overvåger fårene næsten hele døgnet, så vi kan hjælpe hvis der skulle opstå problemer. Det kan f.eks. være at lammet ligger forkert eller at det er alt for stort. Lammet kan også være svagt og have brug for hjælp til den første mælk.

Der læmmes ca. 250-300 lam, og de har har en fødselsvægt på ca. 4-5 kg.

Lammene går med moderen det første døgn i enkelboks, for at de i fred og ro kan lære hinanden at kende, og at vi kan være sikre på at lammet får den rette mængde mælk, samt at moderen accepterer lammet.

Inden for det første døgn øremærkes lammet med lovpligtigt nummer i begge ører.

Går alt vel, flyttes får og lam videre til ”børnehaven” sammen med alle de andre nybagte mødre. Her går de en lille uge, alt efter vind og vejr, før de atter kommer ud på forårets friske græs.

Hvis mor/barn forholdet ikke går eller fåret af andre årsager ikke kan beholde lammet, f.eks. hvis der ikke er mælk nok, bliver lammet taget fra og kommer i ”vuggestue” og må flaskes op.

Når vi kommer hen i august måned, har de første lam en vægt på omkring 40-50 kg og er klar til slagtning.

Nu er det så atter tid til at bringe vædderne hjem fra sommergræs og få dem set efter, om de er klar til endnu en løbning af fårene.


Storkøb af kød

Klitfår

Hent materiale om dyr, mark, økologi m.m. her

Spørgsmål vedrørende får, send en mail til rla@grantoftegaard.dk