De faglige projektlederes rolle

   


Projektlederne er velkvalificerede og mange har foruden en faglig uddannelse også en pædagogisk uddannelse eller tillægsuddannelse indenfor voksenpædagogik. Personalet justerer løbende sine færdigheder med tillægskurser.

Projektlederne arbejder, foruden selve den fagspecifikke indlæring, med udvikling af social kompetence. Deltagerne støttes i at have forståelsen for vigtigheden at overholde regler og normer på arbejdspladsen via en daglig kontakt og konkret tilgang. Det er vigtigt at overholde aftaler, komme til tiden, ringe og give ordentlig besked ved sygdom eller lign.

Grantoftegaard lægger megen vægt på den personlige fremtoning; vise hensyn til kolleger, tale med respekt til kolleger og projektleder, klæde sig ordentlig i forhold til arbejdsopgaven og være opmærksom på sin egen personlige hygiejne.

Projektlederne har den umiddelbare og daglige kontakt til deltagerne. Dette giver den enkelte deltager mulighed for at få konkret feed back på dennes måde at udføre arbejdsopgaverne på.

Her noteres instruktionsforståelse, kollegialt samvær, arbejdsidentitet og egne præstationsforventninger, fra projektlederens side mens deltageren bliver påvirket til at kunne vurdere og sammenligne sin egen arbejdsidentitet og præstationsforventninger og -evner.

F.eks. Hvordan påvirker den dårlige ryg min arbejdsmåde? Tager jeg nok hensyn til ryggen – løfter jeg på den korrekte måde osv. ? Hvordan påvirker mit (eks)misbrug min arbejdsindsats? Er jeg klar nok til at genoptage eller starte på et nyt arbejde?

I den aktuelle situation har den kontante respons det mål at få deltagernes egne refleksioner over erfaringer med de arbejdsmæssige og personlige udfordringer aktiveret.

Sidemandsoplæring

Sidemandsoplæring er en samlet betegnelse for en række situationer af typen "kompetenceudvikling i praksis". Her fungerer projektleder og erfarne kollegaer, som læringspartnere mens man arbejder. Det kan enten ske uformelt og spontant, hvor det centrale er, at alle har mulighed for at følge med i hinandens arbejde eller gennem nøje instruktion tilrettelagt efter deltagerens aktuelle kompetencer.
Projektlederen og deltagerne har løbende samtaler og refleksioner over praksis. Der arbejdes systematisk og strategisk, hvor man betoner, hvem der arbejder sammen med hvem og rollefordelingen, samt hvad skal der til for at opnå mål/delmål.

Målet med sidemandsoplæring er at deltageren bliver selvfungerende inden for et defineret arbejdsområde.